MusicBase.dk bringer her et interview med The Floor Is Made Of Lavas forsanger, Tobias Kippenberger. Det danske rock-band er netop nu aktuelt med deres andet album Howl At The Moon.
The Floor Is Made Of Lava, som blev dannet i 2006, har valgt at kalde deres andet album for Howl At The Moon. Den nye plade udkom den 22. marts 2010.
MusicBase.dk har interviewet forsangeren i bandet, Tobias Kippenberger, for at finde ud af, hvilke overvejelser bandet gør sig, når de skal producere nyt materiale og blandt andet også, hvad deres planer er for fremtiden.
Hvad er historien bag jeres noget særprægede navn?
Vi ville gerne have et navn, der på den ene side lagde sig op ad den lange tradition med “The”-bands, men uden et “s” bagpå, for på en eller anden måde at gøre noget anderledes. Samtidig ville vi gerne have et navn, der har noget barnligt over sig.
Måske fordi vi er nogle drengerøve eller måske blot, fordi vi bare godt kan lide tanken om Peter Pan. Jeg synes for eksempel tit, at børnebøger har meget mere substans og i det hele taget noget på hjerte i forhold til “voksenbøger”.
Hvilke bands har været jeres inspirationskilder?
Puha, der er mange. Vi er jo fire vidt forskellige mennesker, som alle sammen trækker i hver sin retning. Men kunsten er jo så at finde ud af, hvilke artister, som vi er enige om har gjort en forskel i rockhistorien.
Bruce Springsteen har vi altid været meget glade for, og vi har blandt andet spillet hans “I’m Going Down” til rigtig mange koncerter. Thin Lizzy bliver hørt hver gang, vi ruller ind i København efter et job, mens vores kampråb er “I Wanna Rock” med Twisted Sister, og The Who, The Stooges og The Clash er vi også i knæ over.
Et af de nyere bands, BRMC, er vi også vilde med. Især deres første album (Black Rebel Motorcycle Club fra 2001, red.) og Howl (3. album fra 2005, red.). Jeg synes faktisk, at det er lidt underligt, at ingen har bemærket dem, for vi trækker en del på Howl. Det gik dog først op for os, efter at vi havde besluttet os for vores egen pladetitel.
Hvordan har det været, at være support for både Oasis, AC/DC og Nephew?
Oasis var en kæmpe drengedrøm for mit eget vedkommende. Den første sang, som jeg lærte på en guitar, var Wonderwall, og jeg tror, at jeg kunne hele deres katalog i 2000 – meget skramlet, men alligevel.
De var den direkte årsag til, at jeg tog på Roskilde Festival for første gang i 2000, men de aflyste jo desværre i kølvandet på Pearl Jam-ulykken, så jeg fangede dem på Skanderborg i stedet. Men det var desværre var uden Noel (Noel Gallagher fra Oasis, red.).
Så da de spillede i Falconer tre måneder før Forum, var det faktisk første gang, at jeg så dem sådan rigtigt, og øjeblikket efter stod jeg fandeme og gav hånd til Liam Gallagher. Det ville vist være en underdrivelse at sige, at jeg var ”high on life” den aften.
AC/DC var nok lidt a la samme oplevelse for vores guitarist (Lars Rock, red.), som har gået til guitar igennem det meste af sin ungdom hos guitaristen fra Back In Black, som er Danmarks “største” AC/DC-coverband.
Nephew var mest ren hygge og good times, altså på en noget mere kammeratlig måde, hvor vi blev virkelig godt modtaget af bandet. De er frygtelig søde.
Når I skal lave et nyt album, rejser I så væk fra landet for at søge inspiration eller hvordan foregår den proces?
Vi startede med at rejse væk fra øen i hvert fald, nærmere bestemt over til Simons (Visti, spiller på bas, red.) forældres gård på Fyn. Vi ville gerne lukke alt, som kunne minde om en hverdag ude. For at fokusere på at skrive sange.
Da vi tog af sted første gang, havde vi ikke skrevet noget i over et år, så det holdt ret hårdt at få sparket kreativiteten i gang igen, men da vi endelig fik hul, følte vi også virkelig, at vi havde fat i den lange ende. Efter et par ture derover begyndte vi så at veksle mellem Fyn og tre-fire dage i vores øvelokale fra 12-24-agtigt. Begge dele havde både fordele og ulemper, så det var en ret god løsning for os, at gøre lidt af hvert, for ikke at køre fast.
Det kan på den ene side være enormt produktivt udelukkende, at have sin musik at skulle tænke på, når man sidder ude midt i ingenting, men på den anden side kan man også få seriøst pres over at stirre ind i en væg, hvis der ikke rigtig kommer noget ordentlig ud af det. Hvis man ikke helt har fået åbnet sluserne op, så at sige.
Samtidig er vi jo som sagt også fire forskellige mennesker og personligheder, hvor to af os synes, at det er fedt at slippe for hele verden et par dage, mens de andre to savner deres venner, computer og 7-11.
Hvordan adskiller jeres seneste album sig fra jeres debutalbum?
Vi har fokuseret meget på at arbejde med melodier og harmonier med stemmer. Rammerne for, hvad det enkelte instrument kan og må, er sprængt, og så besluttede vi ret tidligt i processen, at sætte tingene på spidsen i teksterne. Der skulle ligesom være noget af os selv på spil. Vi skulle være sårbare i stedet for at holde paraderne oppe konstant.
Lyden er helt klart blevet mere mørk og bred, og i det hele taget er vi ikke blege for et gedigent vindmølleanslag, men om der decideret er mere kant, har jeg lidt svært ved at afgøre. Det er sgu altid svært, når man har hovedet langt oppe i røven på monstret, men hvis der er én ting, som man kan pege på, som vi har taget med fra debuten, er det nok energien.
Vi har egentlig prøvet at lave noget, som både kan tolkes fra en dreng og en piges synspunkt på tekstsiden. Men det slog forleden, at drengerøven måske i virkeligheden bare er blevet en machomand i stedet. En machomand, der ikke er bange for at græde over en fadøl, og har det fint med at det er kvinden, der har bukserne på derhjemme.
Hvad har I at byde på, som andre danske såvel som udenlandske bands ikke kan tilbyde?
Vi bilder os først og fremmest ind, at vi er helt unikke snefnug, som er de eneste mennesker i hele verden, der kan høre og ikke mindst finde på de ting, som vi laver. Det skal et hvert band jo helst kunne gøre som udgangspunkt.
Jeg tror, at vi har lavet et album, som kan vække de dybeste følelser i mange menneskers blødende rockhjerter. Der er de sidste par år sket en udvikling indenfor rockgenren, hvor det næsten er påkrævet, at have taget et keyboard med i bandet, for at blive taget seriøst.
Jeg har intet imod bands som VETO, Spleen United, Nephew og lignende, tværtimod. De skriver fantastisk musik, men den retning, som de på en eller anden måde har taget den danske musikscene i, gjorde at vi kunne stille os selv spørgsmålet, om vi skulle følge i deres fodspor eller om vi skulle gå en helt anden vej – tilbage til udgangspunktet på en måde.
Jeg tror, at dansk rockmusik i al almindelighed blev godt og grundigt sværtet til op gennem 90’erne af Sanne Salomonsen, Big Fat Snake og den slags kunstnere. Så det i dag næsten er et fy-ord, og det er bare helt forkert i vores ører, for rock kan et eller andet helt ekstraordinært, noget med at få outsidere til at føle et fællesskab sammen.
Det er jo enormt abstrakt at snakke om, men det korte af det lange, er egentlig bare at vi elsker rock, og den tradition, der findes vil vi i bund og grund bare gerne videreføre, når nu alle andre er stukket af fra den.
Det er jo ikke, fordi vi lyder som en tro kopi af The Who og Rolling Stones eller noget i den dur, det tror jeg simpelthen ikke, at vi er tekniske nok til. Hvad er det fx med The Blue Van? I mine ører kunne de i princippet lige så godt have spillet for 50 år siden. Der er ikke rigtig budt ind med noget nyt – og det er så deres ting, og fedt for dem. Men den lyd, kan jeg ikke høre i os.
Så vores “varemærke” er ikke nødvendigvis, at vi bringer noget tilbage. Vi har sådan set bare trukket på nogle forbilleder, uden decideret at lyde som dem. Det er i princippet bare, at vi spiller rockmusik og intet andet. Og det er der meget få bands, der gør i dag, men helt alene om det bliver vi nok aldrig, heldigvis.
Sigter I efter et stort gennembrud i udlandet?
Helt skåret ind til benet, så sigter vi efter at spille så mange koncerter, som overhovedet muligt, og det er begrænset, hvor mange man kan blive ved at spille herhjemme. Et gennembrud er vi egentlig pisse ligeglade med. Det er så devalueret et begreb, og der er ingen os, der har noget indebrændt ønske om at bliver stjerner – fuck that.
Vi elsker at spille koncerter, fordi vi er stinkefede til det, og fordi det er ude på scenerne, at musik går op i en højere enhed. Det er i det direkte samspil med publikum, at det hele pludselig giver mening.
Forhåbentlig for begge parter, men for at svare på spørgsmålet mere specifikt, så vil vi spille for alle mennesker, der gider at have os. Og der er unægteligt flere at tage af ude i den store verden, så hell yeah, vi vil afsindigt gerne ud at spille i hele verden.
Hvad ville være den ultimative musikalske drøm at udleve?
Det lyder måske lige lovligt nede på jorden, men helt ærligt, så synes jeg sgu, at vi lever ret meget midt i den drøm hele tiden. Det er et pissehårdt arbejde ind i mellem, men det ville sgu heller ikke være sjovt, hvis man fik Wembley Stadium serveret på et sølvfad.
For mig er hele opbygningen mindst lige så vigtig, som selve “belønningen”. Men det ville helt sikkert være en kæmpe sejr, hvis vi kunne komme til at leve af lortet, før eller siden.
Køb musikken hos:
Fakta:
The Floor Is Made Of Lava blev dannet i marts måned 2006. Bandet består af forsangeren Tobias Kippenberger, som ved siden af bandet, studerer music management, Simon Visti på bas, der studerer på RUC ved siden af bandet, Lars Rock på guitar, der lige er blevet lærer, mens Ace på trommer er på kontanthjælp.
Bandet debuterede med albummet “All Juice No Fruit”, der blev produceret af Troels Abrahamsen, som blandt andet er kendt fra VETO.
Mens det seneste album “Howl at the Moon”, er produceret af Sebastian Wolff, som også står bag det danske rock/metal band, Kellermensch.
Links:
The Floor Is Made Of Lavas hjemmeside