MusicBase.dk – Alt om musik Nyheder, anmeldelser, anbefalinger, debat og videoer

31dec/100

Top-5: Årets udenlandske album 2010

MusicBase.dk har stillet skarpt på de, i vores optik, fem bedste udenlandske album i 2010. Der er både blevet plads til genre som pop, rock og hip-hop.

1. Robyn: Body Talk

Den svenske popdronning, Robyn, har været overordentlig effektiv i dette år. Hun har udgivet EP’erne Body Talk Pt. 1, Body Talk Pt. 2 samt Body Talk Pt. 3, der er blevet samlet på skiven "Body Talk". Det mest utrolige ved de tre album er, at kvaliteten skinner igennem fra første tone. Hun står nu på egne ben, producerer det hele selv, og hun sælger musikken og ikke sig selv som stjerne eller har behov for at vise unødvendigt meget hud. Befriende.

2. The National: High Violet

The Nationals femte udgivelse bibeholder den melankoli, som bandet er kendt for. Man bringes ind i en dyster verden, hvor lydbilledet er helt utroligt sammensat, med Matt Berningers dybe og stemningsbetonede stemme i front. Dermed en plade med elleve stærke numre, der holder en pæn distance til det vanlige rock-miljø, så lyden forbliver unik og skælsættende.

3. Arcade Fire: The Suburbs

Forventningerne var i skyhøje, efter de to tidligere album-udspil fra Arcade Fire. Men The Suburbs leverede i den grad op til forventningerne. De har rullet sig ud over hele paletten, og de er for alvor en værdig repræsentant for indierock-genren. Det bliver særdeles spændende, om de endnu en gang kan overgå sig selv i fremtiden.

4. Beach House: Teen Dream

Beach Houses tredje album beviser, at gruppen har gennemgået en stor udvikling. De har sammensat en plade, der indeholder ti geniale numre, som suger lytteren ind i et utroligt univers af gamle minder med folk, der levede i nuet. Pladens styrke understreger samtidig, at melankolsk musik er kommet for at blive.

5. Kanye West: My Beautiful Dark Twisted Fantasy

Kanye West er en mand, der er mester i at tiltrække opmærksomhed for alt, hvad han foretager sig uden for et plade-studie. Men denne plade har overbevist os om, at Wests kreativitet og perfektionistiske sind ikke har levet forgæves. Kanye West skaber med dette album sin egen Superliga for hiphop-musik, og albummet tager klar afstand fra mainstream-hiphoppen. Dejligt forfriskende!

Hvilke fem udenlandske album har været de bedste i år 2010 efter din mening?

Kommentarer (0) Trackbacks (0)

Ingen kommentarer endnu.


Leave a comment

Ingen trackbacks endnu.